DR viser dokumentarserien ‘Skolens tabte børn’ i fem afsnit af Jens Langhorn – om ufrivilligt skolefravær.
Børn med autisme har altid haft det svært i skolen. Allerede i 00’erne begyndte vi at se flere børn med problemer ud over deres autisme. Samtidig blev amterne nedlagt, specialviden forsvandt, skoleloven og inklusionsreformen rullede ind i starten af 10’erne, og pædagog- og lærerseminarierne lukkede for specialmodulerne.
I dag vokser børn op med færre voksne i vuggestuer og børnehaver, flere voksenskift og flere timer i institution – noget forskere har kritiseret i årevis. Bureau 2000 dokumenterer, at “der i dag er markant færre personaletimer pr. barn end for 50 år siden – selv om kravene til børnene er vokset dramatisk.” Psykolog Margrethe Brun Hansen advarer om, at tidlig institutionsstart kan udfordre tilknytningen og skabe utryghed.
Jeg stiftede selv Søstjerneskolen – en højt specialiseret dagbehandlingsskole i København – fordi jeg troede, løsningen lå i mere autismepædagogik. Men efter otte år som leder og behandlingsansvarlig psykolog stod det klart:
Børnene var ikke kun autister. De var slidte af systemstress. De bar på angst, depression, kravundgåelse, spiseforstyrrelser og sanseforstyrrelser – oveni deres autisme og ADHD.
Og det, der hjælper, er:
• Stabile relationer med voksne, der kender autisme og kan skabe tryghed
• Skolemiljøer, der tager hensyn til børns sanser og giver nok voksenkontakt
• Tid, ro og kontinuitet, så børns nervesystem kan hele
Mange lærere og skoleledere arbejder allerede hårdt for at skabe tryg undervisning, men opgaven er kompleks, og de er for få om arbejdet. Det kræver tid, planlægning og kollegial sparring at tilpasse undervisningen, og der skal være nok voksne i klassen til at hjælpe børnene gennem overgange og konflikter.
Hvis vi vil lykkes, må vi give skoler mere frihed og flere midler til at organisere undervisningen fleksibelt. Det er ikke nok at sige, at lærerne “bare” skal differentiere – de skal have konkrete værktøjer, supervision og kollegaer nok til at løfte opgaven sammen.
I min egen neurodidaktiske tilgang underviser jeg lærere og pædagoger i, hvordan de kan arbejde bevidst med tryghed og nervesystemets biologi. Når man forstår dette, kan man skabe læringsmiljøer, der regulerer elevernes nervesystem, fremmer ro og øger børns evne til at lære. Det er ikke kun godt for børn med autisme og ADHD – det er godt for alle børn.
Jeg er stoppet på Søstjerneskolen og bruger i stedet tid på at undervise på seminarier, i kommuner og på skoler – sammen med ildsjæle, der dagligt forsøger at gribe børnene.
Der findes ingen genvej til tryghed og trivsel. Hvert eneste barn skal ses, mærkes og føle sig ønsket. Det er ikke prøver og tests, der skaber læringsglæde – det er mennesker.
Se ‘Skolens tabte børn’ – og lad os skabe en tryg folkeskole, hvor børn ikke bliver syge af systemstress, og ender som skolens tabte børn.
