For nogle år siden skrev jeg et opråb til politikere om børn og unge med autisme, ADHD, angst og andre former for psykisk sårbarhed. Dengang handlede mit budskab om, at de skulle have deres trygge barndom tilbage. Den holdning har jeg ikke ændret. Tværtimod. Men de seneste års forskning og mine egne erfaringer som psykolog har gjort mig endnu mere overbevist om, at vi som samfund mange steder leder efter forklaringen de forkerte steder.
Gennem mere end 25 år har jeg arbejdet med børn, unge og voksne med autisme, ADHD og svær komorbiditet. Jeg har mødt mennesker, som har haft brug for omfattende støtte gennem hele livet, men jeg har også mødt mennesker, der har skabt virksomheder, forsket, skrevet bøger, udviklet ny teknologi og bidraget med perspektiver, som resten af samfundet har haft stor glæde af. Derfor er jeg ikke længere i tvivl om, at autisme og ADHD i sig selv ikke kan forklare den markante stigning i mistrivsel, angst, depression, skolefravær og psykiatriske diagnoser, vi ser blandt børn og unge i dag.
Autisme og ADHD er neurodevelopmentale tilstande. De er en del af den menneskelige variation og har eksisteret, så længe mennesker har eksisteret. Hvis diagnoserne alene var forklaringen, burde vi have set de samme udviklinger for 30 eller 50 år siden. Det har vi ikke. Derfor er vi nødt til også at stille spørgsmålet, hvad det er ved det moderne samfund, der gør, at stadig flere børn og unge – både med og uden diagnoser – udvikler alvorlig mistrivsel.
Jeg tror ikke, at vi står med en generation af svagere børn. Jeg tror, vi står med en generation af børn, hvis nervesystemer gennem længere tid udsættes for et belastningsniveau, som mange af dem ikke er udviklet til at kunne bære. Vi har indrettet et samfund med længere dage uden for hjemmet, større institutioner, færre voksne pr. barn, mere støj, flere skift, højere faglige forventninger, konstant evaluering og et stadig større socialt og digitalt pres. For nogle børn fungerer disse rammer fint. For andre bliver de en daglig belastning, som kroppen aldrig får mulighed for rigtigt at komme sig over.
Det er netop her, den moderne hjerneforskning bliver interessant. Når et barn gennem længere tid lever med belastninger, som overstiger dets aktuelle ressourcer, reagerer kroppen præcis, som den er skabt til. Hjernens alarmsystem bliver mere aktivt, det autonome nervesystem fastholdes i et øget beredskab, og kroppens stresssystem aktiveres med blandt andet en øget produktion af stresshormoner som kortisol og adrenalin. På kort sigt er denne reaktion livsvigtig. Den hjælper os med at overleve. Men hvis belastningen fortsætter uge efter uge eller måned efter måned, uden at barnet oplever tilstrækkelig tryghed, restitution og støtte fra betydningsfulde voksne, begynder kroppen at betale prisen.
Vi ved i dag fra blandt andre Jack Shonkoff, Bruce McEwen, Megan Gunnar og Nadine Burke Harris, at langvarig belastning tidligt i livet kan føre til det, der internationalt beskrives som toxic stress. Det handler ikke om, at kortisol i sig selv er “giftigt”. Det handler om, at et vedvarende aktiveret stresssystem over tid kan påvirke hjernens udvikling, immunsystemet, hormonsystemet og kroppens evne til at regulere følelser og skabe ro. Hjernen bliver mere opmærksom på mulige farer, sanseindtryk opleves kraftigere, og barnet får sværere ved at sortere, skabe overblik og lære nyt.
Det interessante er, at dette kan udvikle sig til et biologisk selvforstærkende kredsløb. Når alarmsystemet bliver mere følsomt, skal der mindre og mindre til, før barnet oplever verden som overvældende. Den øgede belastning holder stresssystemet aktivt, og det aktive stresssystem gør igen alarmsystemet endnu mere følsomt. Barnet kommer gradvist til at leve med en oplevelse af, at verden er uforudsigelig, larmende og vanskelig at navigere i. For nogle viser det sig som vrede, konflikter og udadreagerende adfærd. For andre viser det sig som angst, skolefravær, udmattelse, depression eller tilbagetrækning. Symptomerne ser forskellige ud, men de kan alle være udtryk for et nervesystem, der gennem lang tid har forsøgt at beskytte barnet.
Hvis barnet samtidig har autisme eller ADHD, bliver belastningen ofte endnu større. Ikke fordi diagnosen er problemet, men fordi mange allerede har et mere sansefølsomt eller hurtigere reagerende nervesystem. Langvarig stress kan derfor forstærke de vanskeligheder, barnet i forvejen lever med. Omvendt ser vi igen og igen, at når omgivelserne bliver mere forstående, mere forudsigelige og mere fleksible, falder belastningen, og mange børn genvinder funktioner, som ellers så ud til at være tabt.
Det er derfor, jeg mener, at vi som samfund risikerer at stille de forkerte spørgsmål. Vi bruger enorme ressourcer på at spørge, hvad der er galt med barnet, mens vi langt sjældnere spørger, hvad det er ved barnets omgivelser, som belaster dets nervesystem. Diagnoser kan være afgørende for at forstå et menneske og sikre den rette støtte, men de kan aldrig stå alene. To børn med den samme diagnose kan udvikle sig vidt forskelligt afhængigt af de relationer, den forståelse og de fællesskaber, de møder gennem deres opvækst.
Det betyder ikke, at børn skal skærmes mod alle udfordringer. Robusthed er vigtig. Men robusthed udvikles ikke gennem vedvarende belastning. Robusthed udvikles gennem trygge relationer, meningsfulde fællesskaber og udfordringer, som passer til barnets udviklingsniveau. Når børn oplever, at de kan mestre verden, vokser deres tillid til både sig selv og andre. Når de derimod igen og igen oplever nederlag, uforudsigelighed og manglende forståelse, reagerer kroppen med præcis de biologiske mekanismer, som evolutionen har udstyret os med.
Derfor er min opfordring til politikere, beslutningstagere og alle os andre den samme, som den var for nogle år siden – men i dag bygger den på endnu stærkere faglig viden. Hvis vi ønsker at forebygge angst, depression, skolefravær, selvskade og en fortsat eksplosiv vækst i børne- og ungdomspsykiatrien, bliver vi nødt til at interessere os langt mere for de miljøer, vores børn vokser op i. Vi skal skabe institutioner, skoler og fællesskaber, hvor der er plads til forskellighed, hvor relationer prioriteres lige så højt som præstationer, og hvor børn ikke skal bruge al deres energi på blot at holde ud.
Autisme og ADHD er ikke samfundets største problem. Den største udfordring opstår, når vi indretter et samfund, som belaster stadig flere børns nervesystemer så meget, at de mister muligheden for at trives, lære og udvikle sig. Det ansvar ligger ikke hos børnene. Det ligger hos os voksne.
