Jeg bliver jævnligt spurgt: Er der nogen, der kan fortælle, hvorfor der er så mange børn, der ikke kan opføre sig ordentligt i dag? Det korte svar er: Rammerne har ændret sig – radikalt. Og vores børn mærker det i deres nervesystem, før vi når at opdage det i statistikken.
I dag viser VIVE’s analyse fra 2023, at et barn i vuggestue i gennemsnit møder langt flere forskellige voksne på ét år end de kan tåle, når man tænker på tilknytningsbehov. Det betyder gentagne skift, nye relationer og et konstant krav om tilpasning. Hver gang et barn skal afstemme sig til en ny voksen, bruger det energi på tryghed.
Samlet set får omkring 15 % af børn og unge i Danmark stillet en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 18 år – og tallet stiger fortsat. Tempo, stimuli og krav overstiger barnets kapacitet. VIVE og EVA dokumenterer, at lærere og pædagoger får mindre tid til relationer, fordi hverdagen er fyldt med dokumentationskrav, brandslukning og skift.
Vi lever i en kultur, hvor tempoet er højt overalt – ikke bare i skolen, men i hele livsrytmen. Børn vokser op i omgivelser med langt flere indtryk end tidligere generationer. Og hvor man før havde naturlige lommer af ro – som langsomme måltider, udendørs leg uden opsyn og aftener uden afbrydelser – er hverdagen i dag pakket ind i aktivitet. Det betyder, at pauserne er forsvundet lidt for os alle. Også for de voksne.
Statens Institut for Folkesundhed viser, at antallet af børn med stress-symptomer er steget markant de sidste ti år – flere børn har hovedpine, søvnbesvær og mavepine uden fysisk forklaring. Det er tegn på et nervesystem, der er presset over længere tid.
Men der er stadig håb. Ikke et hurtigt håb – men et levende håb. For det, vi selv har skabt, kan vi også begynde at ændre, langsomt, sammen, og med blik for virkeligheden.
Så måske skal vi ikke bebrejde hinanden, men begynde at hjælpe hinanden med at skabe små lommer af ro – dér, hvor det kan lade sig gøre. Nogle gange er det ikke de store forandringer, men de små – de stille øjeblikke af mikroafstemning, hvor vi justerer vores tonefald, vores blik og vores rytme, så vi mærker os forstået, spejlet og i kontakt. Et øjeblik i løbet af dagen, hvor vi ikke skal noget.
At skabe genkendelighed – de små rutiner, der giver kroppen lov til at vide, hvornår dagen begynder og slutter. Et lille ritual om aftenen, et roligt måltid, en genkendelig stemme.
Når jeg siger, at børn “ikke kan holde til rammerne”, mener jeg ikke, at de er skrøbelige. Jeg mener, at de reagerer sundt på noget usundt.
Når vi ser dem, børnene, lytter til dem og bliver hos dem, lærer de at holde til verden – fordi verden holder dem. Vi skal bare være mange nok voksne omkring børnene, som modvægt til den tidsånd, som har taget kvaliteten af nærværet.
