Når stranden er fuld af søstjerner

Søstjerneskolen har navn efter fortællingen om drengen på stranden.

Efter en storm ligger stranden fuld af søstjerner, og drengen begynder at samle dem op én efter én og kaste dem tilbage i havet. En voksen siger til ham, at det jo ikke nytter, for der er alt for mange. Drengen samler endnu en søstjerne op, kaster den ud i vandet og siger: “Det gør en forskel for dén søstjerne.”

Den fortælling har fulgt mig længe, fordi den siger noget vigtigt om arbejdet med børn og unge. Der er så mange, der har brug for at blive set, forstået og hjulpet tilbage i bevægelse. Og når man først har oplevet, at det faktisk kan gøre en forskel, er det svært at vende sig væk. Så bliver det ikke bare et arbejde, men også et ansvar, der kan mærkes i både kroppen og hjertet.

Men fortællingen stopper ofte dér, hvor drengen kaster søstjernen tilbage i havet. Måske skal vi også blive lidt længere ved spørgsmålet om, hvem der passer på drengen, mens han går der på stranden.

For han kan ikke blive ved alene, hvis stranden bliver ved med at fyldes igen, og hvis stormene bliver stærkere. Han kan heller ikke blive ved, hvis han aldrig får lov til at hvile sig, mærke solen, spise sin mad og gå hjem, mens andre tager over.

Det er noget af det, sommerferien minder mig om. Ikke at vi skal holde op med at tage ansvar, men at ansvar må bæres på en måde, hvor mennesker kan holde til at blive ved. Vi skal være mange nok omkring børnene, og vi skal være mange nok omkring hinanden. Nogen må kunne tage næste tur langs stranden, når andre har brug for at trække vejret.

For man kan godt være dybt engageret og samtidig blive træt. Man kan godt vide, hvad der skal gøres, og samtidig have brug for pause. Det ene udelukker ikke det andet og måske er det netop derfor, arbejdet skal bæres af fællesskab og ikke af enkelte menneskers udholdenhed alene.

Søstjernerne har brug for voksne, der stadig kan mærke både håb og nærvær. Og de voksne har brug for fællesskaber, hvor der er plads til både ansvar og hvile.

Så måske er sommerens vigtigste påmindelse, at drengen ikke skal gå alene på stranden. Han skal have nogen ved sin side, og han skal have lov til at gå hjem, når han er træt, velvidende at andre står klar til at fortsætte.

For jo mere vi ved, at det nytter for den enkelte, desto vigtigere er det, at vi passer på den kraft, der gør os i stand til at blive ved.

Rigtig god sommer til alle jer, der finder søstjerner på jeres vej og hjælper dem tilbage til deres mikro-habitat. Og en kærlig påmindelse om, at man også selv skal tankes op og få fornyet energi – jeg taler også til mig selv 😉