Efter 30 år i feltet med pædagogisk psykologi, først som lærer og siden som psykolog med speciale i autisme og ADHD står to ting strålende klart, når det kommer til neurodivergente elever:
1. Alle børn og unge skal være trygge i deres institutionelle hverdag med nok uddannede voksne, som de må og tør læne sig ind i og som drager omsorg.
2. Læring skal være meningsfuld. At skulle undervises i fag og emner, uden det skaber indre mening hos eleven, handler sjældent om læring, men mere om at udholde skoletimerne.
Hertil kommer, at grundvilkårene for moderne børns opvækst er ændret kvalitativt i både hjem og institutioner med tilknytning og selvregulering på spil.
– Flere timer i daginstitutioner med færre voksne
– Mindre bevægelse og leg
– Internetadgang med massive spil- og onlineaktiviteter plus notifikationer med afbrydelser af ens opmærksomhed
– Reduceret nattesøvn målt på de timer børn sover, som kan føre til søvnforstyrrelser
Diskussionen om det øgede antal diagnosticerede børn og unge med udviklingsforstyrrelser som autisme og ADHD skaber frustration hos både forældre og fagfolk. Forældre bliver beskyldt for at “shoppe” diagnoser, når deres børn er i mistrivsel, og fagfolk bliver klandrede for ikke at vide nok.
Så hvad er løsningen?
Vi skal gentænke folkeskolen, så den inkluderer alle slags børn uanset neurotype. En reel inkludering tager afsæt i et barns profil og tilbyder præcis den ramme, som barnet kan fungere i.
Vi skal stoppe med at tro, at alle børn passer ind i et neurotypisk klassemiljø, hvor de skal rette ind, til de imploderer eller bliver udadreagerende – og når de ikke passer ind, så skal de alligevel presses til de bliver stress-syge af det.
Hvis politikere ønsker, at folkeskolen er for alle, så skal fokus være på, hvor bredt den skal tilbyde læring og tilpasse sig de mange neurotyper, frem for at neurodivergente elever skal presses ind i en ramme, som de ikke kan fungere i.
Det forgangne skoleår har jeg haft samarbejde med skoler og gymnasier over hele landet. Jeg har mødt mange ildsjæle blandt lærere, pædagoger og skoleledere i forhold til at forstå og hjælpe elever med neurodivergente profiler.
Vejen frem er at tænke styrkebaseret læring i trygge rammer. Når børnene ender med funktionstab, belastningsreaktioner og uendelig mange diagnoser, så er løsningen alligevel, at skolen og systemet skal tage hensyn til det enkelte barns kapacitet for at barnet kan komme i trivsel igen.
Men ofte med 3-4 skoleskift og ofte dobbelt så mange år i psykisk mistrivsel. Hvilket tab for det enkelte barns identitet!
Lad skolen være sensitiv over for hvert barn fra starten af og investere i så mange ordinære tilbud og læringsrum, som er nødvendige for at alle elever kan tåle og trives i skolen uanset neuroprofil.
Intet barn burde opleve ufrivilligt skolefravær grundet manglende forståelse for ens neuroprofil, sansesensitivitet eller mindsket evne til at skabe mening, hvor den ikke er.
